Om Metropolhistorie
I byhistoriske forskning har det gængse fokus, ud fra den såkaldte centralstedsteori, været på samspillet mellem de enkelte byer og disses oplande i et nationalt hierarkisk ordnet system af byer. En lang række lokalt baserede forskningsfunderede undersøgelser tager dette udgangspunkt, ligesom de fleste købstadshistorier af såvel ældre som yngre dato tillige belyser forholdene i omliggende landsogne og deres relation til byen. Aspekter, der også har stået centralt i det arbejde, der er blevet udført af lokalhistoriske foreninger og arkiver både i byer og byoplande.
Som fagområde har lokalhistorien op gennem det 20. århundrede taget en slidsom rejse fra en form for hjemstavnshistorie, der fra det forskningsmæssige parnas på Københavns Universitet med datidens historiesyn blev betragtet som ligegyldig, til at den i den sidste efterkrigstid opnår en faglig anerkendelse gennem de betydelige bidrag, der tilvejebragtes ud fra lokale studier af medarbejdere fra såvel universiteterne og de historiske sektorforskningsinstitutioner som en række lokalmuseer og landets store stadsarkiver.
Interessen for forskningsmæssigt mere snævert baserede, og dermed mindre repræsentative, lokale studier synes imidlertid vigende, hvilket også gør sig gældende for de bidrag, der leveres fra lokalt funderede arkiver. På den baggrund må det anses for at være af betydning, at der i højere grad anlægges en mere regional tilgang til historieforskningen. Både den der gennemføres på universiteterne, sektorforskningsinstitutioner, kulturhistoriske museer samt lokalforankrede arkiver, der har de tilstrækkelige faglige kompetencer.
Byregionshistorie
I den forbindelse falder byregioners historie inden for i hvert fald de seneste 150-200 år lige for. Byregionshistorien forstået som historisk forskning af funktionelt sammenhængende og integrerede urbane systemer, netværk, af forskellige interagerende byenheder af forskellig størrelse, struktur og funktion.
På grundlag af studier af byudviklingen i 60´ernes USA og udvikles her den såkaldte netværksteori, på hvilket grundlag det er påvist, hvorledes store byer på den amerikanske østkyst fra Boston til Washington er blevet integreret i én byregion. I modsætning til centralstedsteorien, der fokuserer på de enkelte byer og deres rangordning, lægger netværksteorien vægt på de relationer og den interaktion og integration, som infrastruktur og andre forbindelser af såvel fysisk som virtuel karakter giver mulighed for, og som forbinder byer og bydele og dermed er grundliggende for deres sammenhængskraft i netværket.
Analyseformen bliver oprindeligt anvendt såvel i en national som transnationalt kontekst, men det bliver den yderligere økonomiske globalisering og informationsteknologiske udvikling, der sætter ind i årtierne omkring 1990, som giver teorien en renæssance. Den stedfundne internationale og teknologiske udvikling kommer således de store byer til gode i den skærpede konkurrence med andre byer, og bevirker, at storbyerne i langt højere grad end tidligere interagerer med andre byer såvel inden for samme regionale område og nationalt som uden for de hidtidige nationalstatslige rammer.
Centrale udviklingstræk, der aktualiserer netværksteorien som en bredere forskningstilgang for både historiske og geografiske studier af stærkt integrerede, interagerende og dermed gensidig afhængige byer og byenheder i både en national og global kontekst, men også inden for snævrere regionale områder.
Hovedstadsregionen
Et af disse udgør den danske hovedstadsregion. I København og i dens opland har den regionale tilgang til historieforskningen, som andre steder i landet, ikke været fremherskende. Den hidtil foreliggende litteratur om København har primært været fokuseret på selve byens udvikling og i mindre grad på interaktionen med oplandet, mens bidragene til dettes historie fortrinsvis har været orienteret omkring den stedlige udvikling, hvorved samspillet med den store by og andre dele af hovedstadsområdet er forbigået.
Med den i Danmark helt enestående position, som København opnår op gennem historien, bliver Nordøstsjælland imidlertid en af de dele af landet, der tidligst og stærkest erhvervsmæssig, demografisk og bebyggelsesmæssigt integreres som en region. En position som giver vidtgående muligheder for regionale studier i områdets historie, der tillige kan yde afgørende bidrag til landshistorien.
Med de tre publikationer, som regionsorganisationen Hovedstadsområdets Kulturhistoriske Arkiver har udgivet siden år 2000, og særlig dem fra årene 2011 og 2017, har denne organisation som den første i landet kastet sig ud i regionshistorisk forskning. Et forskningsinitiativ, der bør styrkes og udbygges i forhold de meget betydelige emneområder og problemstillinger, der er indlejret i hovedstadsområdet regionshistorie både før og efter industrialismen og urbaniseringen gennembrud fra midten af det 19. århundrede.
Tiden før 1850
En regional tilgang til hovedstadsområdets historie kan således tage udgangspunkt i den sidste del af middelalderen og 1500-tallet, hvor København som en begyndende hovedstad rykkede op som landets største by og i større omfang begyndte at øve indflydelse på det nærmeste oplands landsbyer. Af særlig betydning har perioden siden starten af 1600-tallet, hvor København i stadig større grad kom til at indtage positionen som den altdominerende centralby i det danske primatbyssystem: Som centrum for det danske imperium og med først byens helt centrale position i den tidlige merkantilistiske erhvervspolitik, den samtidige udbygning af den centrale kongemagt og den centraladministrative vækst og siden med dens stilling som centrum for enevældens magtbase, hjemsted for merkantilismens udenlands og-kolonihandel og industrielle virksomhed og landets militære tyngdepunkt.
I den sammenhæng er det af betydelig relevans at få belyst, hvordan denne økonomiske og politiske magtkoncentration, som ikke eksisterede noget andet sted i landet, forandrede og påvirkede Københavns opland: Dels som leverandør af landbrugsvarer til hofhusholdningen ikke blot i 1600-tallet, hvor den var henlagt til ladegården og landsbyen Ny Amager på det nuværende Frederiksberg. Dels som hjemsted for kongelige sommerresidens- og jagtslotte og jagtmarker og senere for kongefamiliens, adelsfolks, industrialisters, storkøbmænds og det øverste embedsmandlags landsteder. Dels som det område, hvor hovedparten af merkantilismens betydelige industrielle anlæg blev placeret. Dels som leverandør af landbrugsvarer til København og de forandringer i landbrugsproduktionen, der fulgte heraf. Dels som den del af landet, der fik den største koncentration af større vejanlæg. Dels som et område, der tillige omfattede en række ganske betydelige købstæder, heriblandt i særlig grad Køge, Roskilde og Helsingør.
Ved analyserne af disse problemstillinger vil det være afgørende, at disse ikke som hidtil henfalder til beskrivelser af diverse enkelte slotte, landsteder, industrianlæg, vejanlæg og lokale landbrugsforhold. Den eksisterende litteratur herom er omfattende og har afdækket disse lokaliteter og forhold mere end rigeligt. Helt essentielt for en kvalitativ behandling af problemstillingerne vil derfor være, at der tages udgangspunkt i interaktionen mellem København og dens opland, og at der sker en afdækning af konsekvenserne heraf, og hvorledes byen i stadig større grad bliver afhængig af sit opland, som dermed i stigende grad regionalt integreres med byen.
Tiden efter 1850
Selv om samspillet mellem København og dens omgivende opland frem til midten af det 19. århundrede får sit, i forhold til det øvrige Danmark, helt unikke udviklingsforløb, bliver dette særegne forløb voldsomt forstærket i de følgende mere end 150 år. En periode, hvor København sammen med omliggende landdistrikter først bliver ét samlet og integreret bysamfund, som umiddelbart efter får karakter af et centrum i en stadig mere fysisk og funktionelt sammenhængende hovedstadsmetropol omfattende stadig større dele af oplandet i form af forstadsområder, omliggende købstæder og uden for liggende satellitbyer. Et udviklingsforløb, der gør det relevant at betragte det nordøstlige Sjælland som en kulturhistorisk skabt samlet byregion.
Betragtet som en byregion åbnes for et utal af muligheder for ny forskning i hovedstadsmetropolens nyere historie, der ud fra dette perspektiv kan bestå af: Enten historiske undersøgelser af centrale udviklingstræk og forhold dækkende kortere eller længere perioder, komparative historiske undersøgelser af centrale udviklingstræk i mere lokalt afgrænsede områder eller lokalafgrænsede historiske studier af forhold, der har betydning for hovedstadsmetropolens udvikling som en byregion. I den sammenhæng er det afgørende at få afdækket: Hvilke faktorer, der indgår i samspillet, interaktionen, mellem hovedstadsmetropolens byenheder og som binder den sammen som en byregion, hvorledes interaktionsmønstret forandrer sig over tid og deraf følgende erhvervsmæssige og demografiske forskydninger og lokale forskelle.
Centralt står i denne sammenhæng tillige hovedstadsmetropolens sociale sammensætning, dens geografiske fordeling og forandringer heraf samt byregionens bebyggelsesmæssige udvikling og lokale variationer på området. Den lokalkommunale opgaveløsninger i hovedstadsmetropolen og de ligeledes lokale forskelle udgør et andet væsentlig forskningsområde. Hertil kommer regionale barrierer og forudsætninger for hovedstadsmetropolen funktionalitet og udvikling som en byregion. Selv om disse regionale udfordringer og de regionsløsninger, som offentlige myndigheder tog i anvendelse for at inddæmme dem, er afdækket for perioden 1850-1990, er samme problemstillinger ikke belyst for 90´erne og tiden efter årtusindeskiftet tilbage. Det samme gælder regionsudfordringerne karakter, betydning og løsning på lokalkommunalt niveau i hele perioden fra midten af det 19. århundrede.
Øresundsperspektivet
Mens den eksisterende litteratur alene har beskæftiget sig med den integration i Øresundsregionen, der har fundet sted efter indvielsen af Øresundsbroen i år 2000, er det århundreder lange samspil mellem dens byer alene taget op i en nyligt udgivet oversigtsfremstilling. En fremstilling, der lægger op til en nærmere afdækning af denne meget væsentlige problemstilling, der hidtil har været uberørt. Det gælder de økonomiske, politiske og kulturelle forbindelser mellem sundsbyer i middelalderen og de følgende 300 år og dermed forståelsen af Øresunds byer som et tidligt bysystem. Hertil føjer sig komparative analyser af Øresundsregionens industrialisering- og urbaniseringsproces i den sidste halvdel af det 19. århundrede og op gennem det følgende århundrede og undersøgelser af samspillet mellem Øresundsregionens byer i denne periode.
En transformationsproces og et samspil, som skaber grundlaget for den første efterkrigstids forestillinger om en integreret storbyregion omfattede Nordøstsjælland og Skåne, men rejser spørgsmålet om, hvilke forhindringer der lægger sig i vejen for forestillingerne om en Øresundsmetropol. Forhindringer som umiddelbart kan synes overvundet i tiårene omkring årtusindeskiftet som følge af Øresundsbroens etablering, omfattede byomdannelser og opgraderinger af den kollektive trafik på begge sider af sundet og række andre integrationsfremmende initiativer og beslutninger. Anlæg, beslutninger og initiativer, som lægger op til nærmere undersøgelser af de seneste årtiers interaktion mellem Øresunds byer og dermed til en afklaring af, om disse er integreret i et sådan omfang, at de samlet kan betragtes som at udgøre en interskandinavisk byregion.
Det byregionshistoriske perspektiv
Åbner en regions- og byregionshistorisk tilgang for meget betydelig forskningspotentiale i Østdanmark og det sydlige Sverige, rækker dette forskningsperspektiv videre. Indtil videre har den nyste forskning set dannelsen af en østjysk byregion mellem Århus- og Trekantsområdet inden for de sidste knap 30 år. Spørgsmålet står imidlertid tilbage, om særlig Aarhusområdet-området og Trekantsområdets byer også længere tilbage i tiden kan betragtes som byregioner og hvilke træk, der her har gjort sig gældende i udviklingen frem til denne særlige bykarakter. Et spørgsmål, der med rette kan anlægges ved regionalhistoriske undersøgelser af andre danske storbyområder, Aalborg- og Odenseområderne, i hvert fald i forhold til Nordens øvrige storbyer: Göteborg, Oslo, Stockholm og Helsinki.
Hertil føjer sig spørgsmålet om det danske hovedstadsområdets og Øresundsregionens samspil med andre regioner eller byregioner i Norden og Nordeuropa både før og efter midten af det 19. århundrede. Historiske analyser af dette spørgsmål aktualiseres af forestillingerne om en fremtidig megapol omfattende hele området mellem Oslo-Stockholm i nord, Hamborg-Berlin mod syd og midtvejs en Øresundsmetropol. Et perspektiv, der samtidig kalder på udvikling af videre teoretiske rammer for analyser af regionalhistoriske og byregionalhistoriske undersøgelser både før og efter 1850 og en vesteuropæisk, og i hvert fald nordisk, afklaring af forskellige former for historiske byregionsdannelser: Enkernebyregionen, flerkernebyregionen m.m. Forskellige former for byregionsdannelser, der netop i 2020 markeres ved 100-året for dannelsen af to forskelligartede regionalkommunale overbygninger for to af Tysklands metropoler: Berlin-metropolens storkommune og Ruhr-metropolens kommunalforbund.